Valparaiso er Chiles næststørste by med 1 million indbyggere og en fantastisk beliggenhed lige ud til Stillehavet. Byen spreder sig fra vandet op ad 43 bakker med et virvar af små og store huse i alle regnbuens farver.
Byen beskrives som byen med morgenhår, det forstår man godt, når man vandrer rundt i de smalle og ofte meget stejle gader fyldt med street art – nogle vil kalde det graffiti, men det er faktisk kunst og ofte utrolig flot. Byplanlægning kender man ikke til i Valparaiso, og der er hunde her og der og allevegne med hvad deraf følger. Man skal se sig grundigt for.
Valparaiso er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, hvilket utvivlsomt vil sikre bevaringen af byens unikke fremtoning.
Vi har hørt og læst, at engelsk kundskaberne er meget begrænsede i Sydamerika, specielt uden for de store byer, og at et vist kendskab til spansk vil gøre det lettere at rejse rundt. Derfor meldte vi os til et to ugers intensivt kursus i spansk på en sprogskole i Valparaiso. Uha hvor var det svært at lære et nyt sprog! Vi var begge meget overraskede over, hvordan vore hjerner ikke helt ville som vi bad dem om. Malene fandt ud af, at hun taler glimrende fransk, det var i al fald det, der kom ud af munden på hende 😊 Vi lærte en masse, og kan nu forstå en del spansk, men at tale det, er der et stykke vej til.
I vores skolefri weekend drog vi til nabobyerne Cocon og Vina del Mar med den lokale bus. Skøn oplevelse at mærke det lokale liv i bussen og super anstrengende bestigning af enorme sand klitter.
Vi har et lille jubilæum. Det er vor podcast nummer 30, hvor du kan lytte til mere om Valparaiso og vore trængsler med det spanske.
Cocon Vina del Mar