

– hvis du vil læse mere, så se nederst på siden.
Lake Takepo Lake Puaki Mt Cook Queenstown Lake Wakatipu Milford Sound Devils Staircase On the road Haast Franz Joseph Glasier Arthurs Pass Kaikura Flathill Gensyn med Silvia Palle, Christina, Esther og August Tawharanui Dejligt besøg hjemmefra
Vi kunne se det allerede inden vi landede. Ud gennem de små vinduer i den kæmpestore A380 der bragte os fra Sydney til New Zealands sydø og byen Christchurch. Farven var grøn. Alt var grønt. Som om regnbuens farver gik fra den spædeste og lyseste grøn til den mørke og næsten brune. Markens afgrøder, træer, buske, bakker, hække og plæner. Alt sammen grønt. En skarp og iøjnefaldende kontrast til det knastørre Australien, vi havde været i de sidste 3 uger og bare 3 timers flyvning væk.
Vi var helt overvældet. Farven gjorde os glade. Overbeviste os om, at her ville vi nok få det godt.
Fra Christchurch kørte vi sydpå. Allerede den første aften registrerede vi kulden. Under 10 grader om natten og kun op til 20 grader om dagen. Vi var glade for den uldtrøje, vi hver især havde valgt at ta’ med. Udover den havde vi kun vores regnfrakker. Og så selvfølgelig uldsokker og vandrestøvler. Undervurdér ikke uldsokker, de kan virkelig gøre en forskel på en kold regnvejrsdag. Den følgende uge kørte vi igennem de smukkeste landskaber. Bjerge, bakker, marker, enge, søer og dertil masser af kyststrækning med strande og klipper. Vi stoppede når vi ville og nød ellers de mange kilometer af skøn natur.
Vi var heldige med vejret de første par dage, hvilket var dejligt, da vi havde planlagt en tur til et par overvældende smukke gletchersøer (Lake Takepo & Lake Puaki), den ene med tilhørende lupinmark! Vi har aldrig i vores liv set så mange lupiner! Med den næsten skrigende lyseblå farve fra søen og Mt. Cook i baggrunden måtte vi næsten knibe os i armen over, hvor smukt det var.
På sydøen fik vi også gået et par fantastiske ture! Halve eller hele dage med støvlerne på. Skønt. Naturoplevelserne stod i kø. Det var svært at vælge fra. Vi kan allerede nu sige, at vi helt sikkert må tilbage og gå nogle af de hikes, som vi ikke når denne gang.
I det hele taget kan vi fuldt ud identificere os med sloganet ”New Zealand bliver man aldrig færdig med”. Når man kører på vejene er der hele tiden afviser til honning og frugtudsalg, gårdbesøg, cykelture, udsigtspunkter og gåstier. Man kan lave alle former for udendørs aktiviteter kajakker, rafting, sejlads og vandcykler. Bungyjump. Paragliding. Helikopterturer. Og så selvfølgelig kilometer efter kilometer af smukke vandreture! Slaraffenland for adventurefolket. Og for os.
På sydøen kan man sagtens køre 100 km uden at se byer. Måske et enkelt hus i ny og næ. Byerne er små og udkantsagtige på den meget ucharmerende måde. Lukkede butikker. Dårligt byggeri. Faldefærdigt. Hvis den store stygge ulv kom forbi og puste, ville det meste ende som pindebrænde. Virkelig mystisk. Butikkerne er få og mest til den side med hjemmelavet keramik og smykker på en baggrund af nervøs velour, kun oplyst af det lysstofrør der hænger i loftet. Det er ikke det, vi har brugt penge på.
Det er dyrt at rejse og leve i New Zealand. Vi bor så billigt vi kan på Hostels eller i små hytter på campingpladserne. Vi laver mad selv, ofte i fælleskøkkenet. Det er ikke alle steder de holder Bjørum standarden 😉. Men med egen klud og viskestykke nyder jeg at være bag gryderne! Desuden er det hyggeligt, man kommer i kontakt med en masse søde mennesker, som deler ud af gode tips og erfaringer. Prisniveauet i supermarkederne er over det danske. Især frugt og grøntsager er dyre. Men dem kan vi jo ikke undvære, så vi spiser det der er i sæson. Desværre gælder det ikke kiwi, der herude koster 35 kr./kg.
Markerne byder på masser af køer og får, Dem vi ser, har det godt. Enorme mængder af grønt at spise og ditto plads. Vi ser mange frugttræer. Det er sommer her og der er en høj grad af selvforsynethed. Æbler, blommer, appelsiner, kirsebær og abrikoser. De sælges fra supermarkeder men også fra små og store udsalgssteder langs vejen.
Og så er der naturligvis vinmarkerne. På snorlige rækker spændt op til nem plukning. Over kæmpemæssige arealer. Der er vinture til fods, på cykel, i bil og sågar i små turistvenlige – jeg vil ikke rører mig for meget – tog! Vi har ikke været forbi endnu. Men vi nyder godt af det store udbud af skønne vine i deres supermarkeder. Især hvidvin er new zealænderne virkelig gode til. Og vi er gode til at drikke det!
Vejene er smalle og bugtede. Det går op og ned og ud og ind. Der må køres 100 km overalt. Hvilket er en høj fart for os. Så vi trækker tit ind, og lader de utålmodige køre forbi. Det opfordres man også til på store skilte. Give Way. Let others pass if you are not in a hurry. Og det er vi slet ikke. Det er noget af det vi nyder allermest. Ikke at være på tid. Det er meget egoistisk. Og det taler vi en del om. Hvor let livet er når man ikke skal al det man gerne vil. Være der for andre og kysse på den dejlige familie. Men det giver også ro og muligheder. For det egoistiske liv i tosomheden. Skal vi dreje til venstre her? Skal vi blive en extra nat, på dette skønne sted?
Efter en uge på sydøen drog vi nordpå, for at besøge Palle, Christina, Esther og August. En dansk familie, som vi slet ikke kender! De skrev til os for 4 måneder siden, da de læste et indlæg om vores rejse på LinkedIn. Familien er her for 2 år. Christina arbejder som praktiserende læge og Palle læser en MBA samtidig med at han nyder tiden som hjemmegående. De havde budt os velkommen i et dansk hjem, med hverdag og madpakker og australsk skoleuniform. Vi kunne ikke stå imod. Hjem. Puha, efter 6 måneder på landevejen og mere end 100 forskellige overnatningssteder blev vi svage i både knæ og hjerte. Ja tak! Og det var så skønt. Spisebord og hverdag. En helt igennem sød dansk familie fra Ry. Åbnede deres hjem for os. Rugbrød med ost og kaffe. Vi blev i 2 dage – og vi kunne godt have fundet os i flere 😊. Vi skulle tilbage til Auckland og hente familien fra Valby. Det var så skønt at se dem. Og det er fantastisk dejligt at de har ville gøre den lange rejse. Vi elsker at de er kommet og nyder at have tid til at catche op og være sammen. Især med Ava og Famke. Vores oplevelser med dem, kommer i til at høre mere om i den næste blog.
“…Man er nødt til at kigge overalt” – fantastisk. Kig, kig, kig og fortsat god tur
Hej Malene & Morten,
Først og fremmest godt nytår!
Sikke et skønt blogindlæg at læse og ikke mindst podcast at høre. Og tak for Jeres søde ord.
Vi nød Jeres besøg hos os her i skønne Snells Beach og er glade for, at I ville prioritere et lille smut forbi vores lille perle her i NZ.
Når vi fortæller om Jeres spændende og fascinerende tur, falder mange New Zealændere på halen. Og de er vildt imponeret over, at I fik bilen ind i landet OG at I kører rundt på danske plader. Sejt 😉
Vi elskede at høre om Jeres oplevelser, og de har bestemt åbnet vores øjne for steder, vi ikke tidligere ville have haft på ønskelisten.
I har vitterlig inspireret os, og vi er henrykte over Jeres åbenhed og dejlige smil, mens I gladeligt deler Jeres tanker både her på bloggen og især da I besøgte os. Hvor er I bare seje….
Vi håber I får en fantastisk oplevelse her i NZ, på de andre NZ indlæg ser det ud til at være tilfældet. Måske er Jeres hjerte faldet for landet ligesom vores.
Vi ser meget frem til at følge Jeres videre færd – sikke et eventyr!
Knus fra
Esther, August, Christina & Palle
Snells Beach, NZ
Kære Morten og Malene
Dejligt lige at få læst lidt fra jer. Har tænkt på jer tit ift de mange frygtelige nyheder fra Australien. Sikke en kontrast at se jeres billeder fra NZ.
De seneste måneder er gået alt for stærkt – og jeg er desværre bagud på jeres pragtfulde Blog.
Jeg må se om jeg kan komme på omgangshøjde i Juleferien.
Dejligt at se jeres smilende ansigter på billederne – og skønt at se og høre i stadig er i god behold.
Savnede jer til den årlige Jule-frokost som nu af Lars havde fået et grønlandsk ‘tvist’ 🙂 til ære for Elskimo – der heldigvis nået hjem fra Grønland i tide – og med skønne kulinariske bidrag i baggagen.
Udover – selvfølgelig – en masse oplevelser.
Jeg fik kongepladsen til bords med Elsebeth og med hendes rejseveninde – Solveigh (Solskimo) til min anden side. Sikke en ‘treat’ at få.
Vil fra Helle og jeg ønske jer og jeres kære en rigtig glædelig Jul og et lyst og lykkebringende Nytår.
Vi ses i 2020.
Pas på jer selv så længe.
KH
Ole
Hej Malene og Morten og gæste værten Famke❤️
Min allerførste podcarst hvor var det dejligt at høre i har en rigtig god tur, jeg glæder mig til at høre mere. Giv dem alle et kram og rigtig god jul 🥰 hilsen Mona
Åhhhh Famke – du er såååå skøøøn!!!! Lyttede til Jer i min bil, på vej på arbejde på Hillerød sygehus her til morgen – 23 dec, hvor man allerhelst bare gerne ville være derhjemme med de andre 3. Men, er vel ankommet – og nu med stort smil. Jeg var godt underholdt 🙂 Rigtig glædelig jul til Jer alle!!! Kram fra Rikke
Hej Morten.
Hvor lyder det godt.
Min datter Mette plus mand plus tre børn turer netop nu rundt på sydøen i deres mobile Home og nyder 8 uger ferie.
Spændende at følge Jeres lange tur.
Nyd det
Søren