Vi endte med at tilbringe 8 nætter i KL, langt flere dage end vi havde forstillet os. Det blev den by, på hele vores tur, hvor vi har opholdt os længst. Men det var gode dage med masser af km i benene, sightseeing og shopping. Vi blev aldrig rigtig vilde med byen, men måske var det fordi shipping af vores bil Silvia fyldte alt for meget. På den negative måde.
Nå det er sagt er KL en spændende og kontrastfuld by. Masser af skyskrabere i stål og glas med smukke pladser omkring, men også hyggelige og meget autentiske bydele som Little India og China Town, hvor man blot ved at gå over et lyskryds pludselig befinder sig i et nyt land. Ligesom det ikke er svært at finde nogle af de gamle smukke malaysiske huse, på pæle og i træ. Byen udstråler på mange måder rigdom, men vi så også mange hjemløse. Specielt gør det indtryk, med de mange kvinder med børn, der sover på en sammenfoldet papkasse. Det får os til igen at tale om velfærdssamfundet. Som bestemt kan forbedres. Men grundlæggende har vi det godt i lille Danmark. Man kan spise på stjerne-restauranter og gå på natklub, hvis man har penge og den rette påklædning. Vi spiste ofte i et af de mange gadekøkkener (2 plastik stole og et lille bord), hvor et måltid koster 15 -20 kr. Og det smager helt fantastisk.
Vi startede med at bo i bydelen CHOW KIT men valgte efter 3 dage at flytte til BUKIT BINTANG, hvor mange turister og især backpackers bor. Bydelen har et utal af barer, restauranter (inklusiv en hel gade med foodstalls) og malls hvor man kan slå tiden ihjel med at drikke, spise og shoppe.
Vi fik set ALT hvad vi skulle. Og til sidste endte det også med at vi modtog en bekræftet shippingdato fra Port Klang til Auckland i New Zealand for vores bil. Oprindelig var planen at shippe bilen til Australien, men af logistiske udfordringer (læs: inkompetent og ikke service mindede shipping agenter) blev afrejsedagen hele tiden udsat og til sidst kunne vi ikke nå at få Silvia i land i Australien, før vi skulle i gang med forberedelserne til næste shipping til New Zealand. Australien bliver så i en lejet bil, imens Silvia er på vej til New Zealand.
En uge før afskibning kørte vi til Port Klang for at aflevere bilen. Der er meget strikte regler for import af bilen (og dens skidt) når den skal igennem tolden i New Zealand. De er bange for bakterier. En grundig rengøring var derfor påkrævet, den fik vi efter 2 forsøg heldigvis udført! Nu har vi gjort, hvad der står i vores magt for at forberede en forhåbentlig ukompliceret toldbehandlingen i Auckland. Shipping agenten havde desværre glemt at fortælle os, at benzintanken skulle være næsten tom. Så vi brugte også tid på at få tømt den hos en mekaniker! Puha, det tog 8 timer at gøre Silvia klar til afgang.
Nedenfor er der billeder fra: Petronas Towers, KL Towers, Independence Square, Little India, Chinatown, Jalan Alor og det der blev en favorit: En indisk restaurant der serverede specialiteten Nasi Kandar – en kæmpe bunke ris med stegt kylling på ben, dertil en blanding af 3 – 4 forskellige sovser fra de fedtede fade bag glasruden! Det smager himmelsk og holder en mæt de næste 6 – 7 timer!
Vi har nu været afsted i 5 måneder! Tiden ikke bare går hurtigt! Den flyver! Vi er raske og friske. Har faktisk slet ikke været syge. 7-9-13. Bilen har kørt upåklageligt og er nu på vej til New Zealand. Den er blevet vores hjem. Vi havde aldrig troet at vi skulle udvikle et forhold til en bil – men det var vemodigt at sige farvel og på gensyn i Port Klang. Vi møder skønne og hjælpsomme mennesker. Nyder at dagene ikke er planlagt, men at vi kan lads os inspirere og være impulsive. Det er et privilegie at have så meget tid sammen. Også selvom vi savner dem vi holder af. Vi skal mødes med Fie og familie i begyndelsen af december og vi glæder os vildt meget til at gense dem alle og opleve New Zealand sammen.
Kære Jon, det er så dejligt at i følger os!
Vi oplevede brande i Queensland, hvor vi måtte søge lidt længere sydpå end planlagt for at undgå røgen, men ellers ikke noget, der generede os. Det var dog et issue, som hver dag indgik i vore overvejelser og forberedelser især de dage, hvor vi skulle ud i en naturpark.
Nu har vi været i Sydney i NSW i en lille uge. Første dag var byen diset af røg, men det forsvandt sidst på formiddagen, og i går kunne man lugte røgen da vi stod op, men også her forsvandt det op ad dagen. Nu i eftermiddag (vi er 10 timer foran DK) har der været et heftigt regnvejr, som alle i byen sikkert sætter stor pris på 😉
I morgen flyver vi til New Zealand, så er faren for vort vedkommende drevet over.
KH
M&M
Hej begge,
Hvor spændende at følge Jeres færd. Nu da I er nået til Australien er mit ? Om I er generet af de mange brande vi læser om, netop i det område i er i nu??!!
Jbj