Farvel til Indien

Så er vores korte ophold på bare 10 dage i Inden ved at være slut. I morgen kører vi til grænsebyen Moreh, hvor vi skal mødes med vores nye rejsefæller, for sammen at krydse grænsen til Myanmar. Vi bliver en gruppe på 10. En god blanding af biler og motorcykler. Alt fra rullende et-værelses til en Vespa. Vi er allerede “connected” på WhatsApp og der er folk fra Spanien, Slovenien, UK, Argentina, Østrig og Danmark. Vi har de sidste par dage mødt nogle af gruppens medlemmer her i byen Imphal, som er den sidste større by inden grænsen. Vi er super tilfredse med at gruppen er på sit max antal (10), det giver flere at dele oplevelserne med og bedre økonomi! Vi gæder os helt vildt til Myanmar og håber at det bliver ligeså fantastisk, interessant og smukt som vi forestiller os.

Og hvordan så med Indien?
Indien er Indien. Tror aldrig at vi har oplevet noget lignende. Indien er eksotisk, kaotisk, varmt, fugtigt, smukt, nyt, anderledes, ofte ildelugtende og nu også snart overstået. Altasammen med interesse og nysgerrighed. Tror ikke på, at vi kommer tilbage. Lige med det samme! Måske for at se Taj Mahal. Engang.

Hvorfor er det kaotisk?
Det er fordi vi er fra Europa. Skandinavien. Fordi vi er ordentlige, opryddelige og pertentlige mennesker. Alt for meget skrald der flyder alle steder, får lov til at fylde i vores bevidsthed. I 35 graders varme kommer madrester og affald til at lugte. Kakkelakker og rotter springer rundt omkring. Floderne er fyldt med en sortflydende masse. Når det så er sagt, er det jo en del af det at være i Indien. Så vi taler ikke så meget mere om at sætte flere skraldespande op og lære inderne ikke at spytte og smide alt der, hvor de står! Vi observere bare 🙂

At køre i Indien har været ligeså kaotisk, som i de fleste af de andre asiatiske lande. Færdselsregler. Måske. Der findes stopsignaler men ingen overholder dem, så i de fleste større vejkryds må 2 -3 politimænd dirigere trafikken. Vi taler om en føjte og en arm. Og nogle voldsomme svingninger med den arm. Alligevel er der for mange på vejen Og vi må holde i kø. I lang tid. I de baner hvor der ikke holdes stilles, køres der mod trafikken, alle overhaler alle og forhindringer som køer og geder og cykler passeres I passende tempo. De er jo hellige. I alle tilfælde køerne. Og nu fortæller vi kun om byerne.

På landet er vejen ikke altid en vej men også en markedsplads, en legeplads eller en parkeringsplads for ikke at tale om de 2 -3 baner de små taxier og minibusser bruger på at sætte folk af og få nye på. KAOS. Og nu fortæller vi om der, hvor der er vejbane.

Så er der områder, der er vej – altså på kortet. Men i virkeligheden er det en udvidet sti. Hvor der køres i begge retninger. Med køer på. Dem der siger muh, forstås. Men uden asfalt. Til gengæld er der masser af sten og (store) huller, hvis omfang man kun kan se, når det ikke har regnet.

Så er det godt at vi har Silvia og hinanden og “Huxi Bax og det gode gamle folketing” (og andre underholdende podcasts). Vi er godt orienteret om livet på Slotsholmen, Løkkes fremtidsplaner og om, at der stadig er tvangshåndtryk for de mennesker, der har valgt Danmark til. Meget forstår vi, men ikke lige det! Vi er lige startet på Manus Manege, værten er ikke så imponerende, men det er emnerne. Så får vi en snak om lykke, sorg og succes’s. Når vi har lyttet til intelligente menneskers mening og erfaring. Interessant. Snart venter lydbøger. Vi har et par krimier, men har også besluttet os for den lettere litteratur (koncentrationen må ofte vige til fordel for et hårnålesving eller lastbiler i ens kørebane) som den fra Michelle Obama og den om Kim Larsen.

Og hvad med maden?
Den er god. Masser af karry. Indimellem stærkt. Og masser af marsala. I the og omelet og sammenkog med kylling. Og så Thali set, som er en stor portion ris på en metalbakke, hvortil et større eller mindre antal skåle med dyppelse medfølger. Dal, karry, grøntsager, chili, noget surt og noget sødt. Kylling, svin eller okse, hvis det skal være extra godt. Ellers vegetar. Vi må spørge efter en ske – for der spises med højre hånd. Venstre er til personlig hygiejne. Så siger vi ikke mere.

Her i Manipur provinsen er alkohol forbudt. Men det findes naturligvis alligevel. Man skal bare vide hvor. Øl og cocktails. Så drikker vi lidt af det. Og glæder os til vin på flaske. Måske fra eller måske i Australien? Det vides ikke.

Og nå vi forlader byerne er Indien smukt. Grønt. Bjergrigt. Risteresser og temarker. Og masser af landsbyer med smukke kvinder i skønne klæder og børn i skoleuniformer.

Seværdigheder?
Dem er der ikke mange af i de egne vi har besøgt. Det samme kan man sige om antallet af turister. Vi er i det ægte Indien! Ingen turistkulisser her. Her i Imphal ser vi det, der er at se! Men det er også godt at komme ned i gear. Efter 3 måneder på farten. Vi læser bøger, booker hoteller i Thailand (med Anna og Axel) og forbereder os til Myanmar. Jeg er begyndt at løse soduku – det blev for trivielt med Spider :-).

Og Inderne – hvad med dem?
ALLE er utrolig søde og nysgerrige. Vi taler om bilen. Som er vældig interessant. Og om jorden rundt. Det forstår de ikke. Hvordan får vi råd? Og tiden? Er der ingen børn der skal giftes? Eller huse der skal købes? I Indien rejser man ikke. Jo, til den næste by. Ellers spare man op til de store begivenheder! Så tænker vi over det!

Alle vi møder vil hjælpe og mange vil øve deres engelske. Vi bliver spurgt om foto, foto mange gange i løbet af en dag. Og vi siger altid ja, og de siger oh Denmark! Og vi kan høre, at det har de aldrig hørt før.

Men nu er vi så klar til at drage videre! Og vi lover at vi snart vil fortælle mere…

Cities visited in India

Guwahati in Assam
Dimapur and Kohima in Nagaland
Imphal, Lotak Lake (Moirang) and Moreh (border city, Myanmar border) in Manipur

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

•