Farvel til Iran og goddag til Turkmenistan

• 

• 

• 

• 

• 

FARVEL TIL IRAN

Onsdag morgen ankom vi til Mashad, som er den næststørste by i Iran og et vigtigt religiøst centrum for hele Iran. Hvis man som Iransk muslim ikke kan rejse til Mekka, (måske fordi man ikke kan få visum) kan man “nøjes med” at rejse til Mashad. Her findes en “magnificient holy shirne” (Imam Reza) som tusinder af Iraner valfarter til hver år.

Mashad er hektisk og forurenet! Og hvis det ikke var fordi Mashad er “nærmeste” by til en af 3 grænseovergange til Turkmenistan, var vi aldrig kommet hertil. Desuden findes der i byen et konsulat for Turkmenistan, hvor vi i tirsdag hentede vore “transitvisa”. JUHU. Vi har myndighedernes tilladelse til at være 5 dage i transit i Turkmenistan.

Vores eventyr og rejse i Iran er slut! Det har været super spændende at se og rejse i Iran! Vi har virkelig fået en god fornemmelse af landet og dets folk. Landet har både smukke bjerge, ris- og themarker og ørken. Vi har opholdt os i det skønne og kølige nord og det varme og meget tørre mellem- og SydIran. Maden er god, vi må på afvænning fra Kebab med kylling eller lam eller hakket okse. Med ris eller med brød. Men altid med en grillet tomat og en chili. Citron til at klemme ud over kødet.

Attraktioner har der været rigeligt af: Fra den daglige moske til de store highlights i Esfahan (vi siger nu Shah Abas den første med den største selvfølgelighed) og derefter Persepolis og Nekropolis udenfor Shiraz. Fajance, mosaikker og kakler som vi aldrig vil glemme og aldrig har set smukkere i vores liv. Men også trafik uden regler og kørsel efter eget behov. Vi har lært det politiske system og den “store leder” at kende gennem samtaler med Milad. Vi forstår at Islam ikke kan gradbøjes, men at en stor del af det Iranske folk, ikke er aktivt praktiserende. Og at det ligger dem voldsomt på sinde, at gøres deres til, at vores syn på Iran ænders. Iranerne er stolte over deres land og de mange år de har klaret at leve i isolation. Vi forstår, at det er blevet en fortælling fra det politiske Iran som det Iranske folk har fundet mening i. Hvordan har de ellers holdt ud at leve i et land som har været ramt af sanktioner fra verdenssamfundet og som har ligget i konstant krig med deres naboer de sidste mange mange år?

Milad har været vores trofaste guide gennem hele turen. Han har været klar fra tidlig morgen til sen aften. Hvor er det (lidt for) nemt at rejse når man har guide med. Milad har hjulpet os med alt fra grænseovergang, til veksling af valuta, guidning på sightseeing, bestilling af mad, indkøb, indcheckning på hoteller osv. Vi har været sammen alle døgnets vågne timer og har spist samtlige måltider sammen. Vi har lært hinanden godt at kende! Og det har kun været for det gode. Milad holder hver dag siesta i bilen (hvor han virkelig lægger sig ned og sover henover tasker og pakker!). Vi tager det som et tegn på tryghed ;-). Som de selvstændige mennesker vi er, glæder vi os til at være alene – sammen. Til selv at bestemme dagens program og finde ud af, hvor vi skal spise og hvordan vi finder vej. Onsdag aften er der afskedsmiddag. Vi har købt gaver (det blev ikke de oplagte valg som deodorant eller vaskepulver), som bliver pyntet med danske lagkageflag og vi har skrevet en tale. Det bliver meget anderledes at rejse videre alene.

Det føles godt og rigtig at være på rejse. På den ene side, kan vi ikke forstå, at vi allerede har været væk mere end en måned. På
den anden side har vi allerede oplevet så meget, at vi føler at vi har været væk i månedsvis. Vi nyder i den grad at være ude af “hamsterhjulet”. Altid at være bagud på tid. Altid at mangle tid. Nu har vi vi ikke andet end tid. Det føles som en voldsom frihed.

• 

• 

• 

• 

• 

GODDAG TIL TURKMENISTAN

Vi passerede et flot bjergmassiv på vejen fra Mashad til grænsebyen Sarahs. Det var en utrolig flot tur, med fantastiske klippeformationer og farver. En del af vejen var gennem ørkenlignende områder, som senere blev afløst af opdyrkede områder – majs, meloner og korn.

Grænseovergangene gik fint. På Iran siden havde vi Milad med – og vi fældede alle en tåre, da vi skulle sige farvel. Det eneste ubehagelige var et interview fra en Iransk Intelligence Officer, der gennemgik vores telefoner og fotos! Han stillede mange spørgsmål og fandt hurtigt frem til en ny kontakt i min telefon: Muhammed – det var ham og hans familie vi besøgte da vi var i Teheran. Milad fik ham heldigvis overbevist om at vi ikke havde fortaget os noget “ulovligt”.

På Turkmenistan siden var vi igennem 10 pasvisninger, 6 skrankebesøg samt betaling af 150 USD og så fik Silvia også en gennemlysning med på vejen. Nu er vi udstyret med en Turkmensk GPS, som vi skal køre med under vores transitophold. Vi har angivet en rute, som vi ikke må afvige fra.

I Turkmenistan har vi mest af kørt i et ørkenlignende landskab med ganske få landsbyer. Vi passerede et område med opdyrket jord og der så vi heste og æsler som arbejdsdyr og mange mennsker bøjet over afgrøderne! Det var så varmt at vi næsten ikke kunne holde ud at være i bilen – selvom det var allersidst på dagen. Det er et hårdt liv de har.

Vi passerede ca 10 politi-kontrol-poster på de 250 fra grænsen til Mary. Vi blev dog kun stoppet ved en. PUHA. Mans får lige hjertet til at så nogle extra slag hver gang. Der er desværre mange historier om pengeafpresning i den forbindelse.

Nu er vi i Mary, hvor vi bliver et par dage. Vi veksler igen (sort) fra US dollar til lokal valuta. Det får dagsbudgettet til at række dejligt langt. Byen er præget af kæmpe marmorpladser og ditto boulevarder. De fleste mennesker på gaden fejer, pudser, eller plejer de mange grønne områder. Vi har været på museum for at lære mere om byen Merv, som er en by fra før vores tidsregning. Udgravningen af Merv skal vi se i morgen tidlig på vejen til Türkmenabat.