De sidste 14 dage har vi, med håb i sindet, dagligt åbnet vores postkasse for at kigge efter brev fra ADAC (den tyske automobilorganisation). ADAC udsteder et Carnet som er et obligatorisk tolddokument for bilen. Carnet’et skal stemples ved indrejse og udrejse af mange lande udenfor Europa.
Morten er blevet bedste ven med Nina fra ADAC, som han har ligget i mail korrespondance med gennem de sidste par måneder. På et tidspunkt jokede vi med at vi måtte lægge vejen forbi ADAC, på vores tur sydøst på, for at aflevere blomster til Nina.
Som dagene gik blev vi mere og mere bekymret. Vi lagde alternative planer som inkluderede både søster K og FedEx. I morges var postkassen igen tom.
Så tog Morten affære, fik ringet til Post Nord og fik fat i Nina, som kunne dele sporingsnummeret. Tilbage til Post Nord, som kunne fortælle, at dokumentet kørt rundt på de danske veje, men at det kunne hentes i morgen efter kl. 13 på et nærmere bestemt posthus.
Det mest ærgerlige var at postbilen havde været forbi vores hjem – på et tidspunkt hvor vi ikke var hjemme. Kreperligt.
Tilbage til Post Nord, nu med en fortælling om vores tur og afgang i morgen formiddag. Det kunne den rare mand ikke stå for og 30 min senere ankom Post Nord med vores brev. Jeg fældede en tåre af bar lettelse og var nødt til at gi’ den stakkels postmand et kram. Men nu har vi vore Carnet! Så skønt.
Det var bare ét dokument – jeg skal spare jer for flere lange fortællinger om vores trængsler henover planlægningsfasen. Vi er kommet i øvelse.
Så nåede I det. Held og lykke på den videre færd. Vi tænker på jer hele vejen til valgstedet …. og i det næste år.
Knus C og M
Får næsten hjertebanken af den spændende læsning – åh hvor godt det endte godt til sidst – tænker på jer i morgen ved afgang ❤️❤️